Af
Celine Klint, Martin GrĂžnne, Mathilde Dalskov
Udgivet 22/11/17 14:17
I Faaborg-Midtfyn Kommune er Hans Stavnsager fra Socialdemokraterne blevet valgt som ny borgmester. Dermed skifter kommunens farve fra blå til rød. Nattens forhandlinger på Ringe Rådhus resulterede i et bredt forlig, hvor alle de 25 nyvalgte byrådsmedlemmer er med i konstitueringsaftalen.
På det gamle posthus i Ringe bliver der serveret kogt grønkål med medister og flæsk. Det er her, mange af de ældre i kommunen kommer hver dag og får deres varme måltid.
“Jeg er meget tilfreds med udfaldet af valget. Det er godt, at socialdemokratiet har vundet,” siger en mand i skovmandsskjorte.
“For mig betyder det sgu ikke noget,” afbryder en anden, “Jeg mener ikke, vi har den store indflydelse på noget alligevel, så længe jeg får min hverdag til at gå, så er det fint.”
Længere oppe ad gaden i tattooshoppen Skingrafix er holdningen en anden.
Tatovøren, Poul Møller Petersen, er i gang med at farvelægge en ond klovn på overarmen af en kunde:
“Jeg har stemt, men jeg synes, det er svært med at stemme efterhånden. Det er lidt pest eller kolera,” siger Poul og kigger op fra klovnens ansigt.
Hos frisøren er en gymnasieelev kommet for at få klippet det skulderlange hår kort. Han er klar til en ny start, ligesom kommunens borgere. Her var det skolevæsenet og uddannelse, der havde betydet noget i valgkampen, og tilfredsheden med den nye røde borgmester var derfor stor:
“Nu er jeg jo førstegangsvælger, så det var skoler og sådan noget, jeg var interesseret i. Det var det jeg gik efter, så jeg er meget tilfreds,” lyder det fra førstegangsvælgeren fra Midtfyns Gymnasium.
Socialdemokratiet fik 8 mandater, Venstre fik 7 mandater, DF 4 mandater, og Alternativet har som nyt parti også fået en plads i byrådet.
Historien blev sidst gemt den 22/11/17 14:17.