”Urkussen – ild i bækkenet”. Sådan lyder navnet på en af de workshops Bolette Gaia Heggum har afholdt. Og endda en, der blev en kæmpe succes. Workshoppen havde til formål at styrke kvindens seksualitet ved hjælp af forskellige ritualer. Men der er meget mere i det, når jobtitlen er heks.
Underviser i heksekunst
Selvom Bolette Gaia Heggom er uddannet lærer og mentor, fandt hun sig først til rette, da hun endelig gav efter for den del af hende, der var magisk.
- Jeg lever som heks og af at være heks. Det er noget jeg altid har været, fortæller Bolette Gaia Heggum.
- Inden jeg arbejdede som heks, blev jeg ved med at gå ned med stress. Det var forkert for mig.
Og en dag sagde noget i hende stop. Gennem en indre oplevelse blev hun opfordret af sine indre ”guider” til at starte sit eget. Det blev til hjemmesiden kvindetemplet.dk. Siden da er det kun gået fremad, og i dag afholder hun både workshops indenfor det psykospirituelle og hjælper folk, der har brug for spirituel vejledning.
Jeg har set mig selv blive slået ihjel på 10 forskellige måder
Bolette Gaia Heggum
Hjælper folk på rette vej
Udover undervisningsforløb får Bolette Gaia Heggum mange henvendelser fra folk landet over, der har brug for hjælp. Både mænd og kvinder kontakter hende, hvis de har brug for clairvoyance, ophævelse af forbandelser eller rensning af områder eller huse.
- Nogle oplever, at hvis de bor i et gammelt hus, så er der dårlig energi. Det kan også være, hvis de har heste, at de bliver urolige. Så tager jeg ud til dem. Jeg får billeder for mit indre blik over, hvad der er sket på området.
Efter at have dannet sig et overblik over de ting, der har fundet sted, renser Bolette Gaia Heggum stedet ved brug af en tromme og urter såsom salvie.
På den måde er heksen blevet både en del af Bolette Gaia Heggums personlighed og hendes erhverv.
- I bund og grund er jeg ikke ude på andet end at hjælpe folk. Det er det, jeg laver mest som heks.

Foto: Bolette Gaia Heggum
De tidligere liv har præget mig
Selvom heksekunsterne altid har været en del af Bolette Gaia Heggums liv, tog det hende mange år at springe ud som heks.
- Jeg har altid haft kontakt til en anden verden og til naturvæsener. De har altid talt til mig. Jeg er født med de psykiske sanser åbne, og det kan være temmelig voldsomt.
Og netop derfor var springet som praktiserende heks en grænseoverskridende affære.
- Jeg har set mig selv blive slået ihjel på 10 forskellige måder. Derfor kunne jeg se, at hver gang jeg havde udlevet mit potentiale som heks i mine tidligere liv, så blev jeg slået ihjel.
I dag er truslen dog ikke så altoverskyggende, og Bolette Haia Heggum kan endelig udleve sit kald fuldt ud.