»Det er meget nemmere for mig at træne på universitetet, når jeg alligevel er der«

SDU tilbyder mange forskellige gratis eller billige muligheder for motion. Både motion før, under og efter en lang skoledag. Blandt disse findes SDU Fitness og svømmehallen på campus.

Af Thilde Hjelmkær Skytte
Udgivet 02/11/18 09:00 og senest opdateret 02/11/18 09:30

       

Vi har snakket med et par studerende, som fortæller om deres brug af SDU Fitness og svømmehallen, og hvorfor de bruger de faciliteter. Vi har også talt med en studerende, som har valgt SDU Fitness fra og Fitness World til.

 

Læs mere her: "Sådan dyrker du motion på budget"

 

1500 svømmeglade studerende

Hos Studenterservice på Gydehutten kan man som studerende få udleveret et gratis svømmekort, som man kan benytte i svømmehallen på SDU. På trods af at der går 23.000 studerende på SDU i Odense, er der kun 1500 der har valgt at have adgang til svømmehallen i fritiden.

- Der bliver udleveret 1000 svømmekort i starten af hvert semester, og cirka midt på semesteret udleverer vi yderligere 500 kort. Det vil sige, at der i alt bliver givet 1500 gratis svømmekort til de studerende hvert semester, fortæller Katrine Dupont Larsen, ansat hos Studenterservice.

En af de studerende der har gjort det, er Ina Virkelyst. Ina er 22 år gammel, og læser International Virksomhedskommunikation. Hun fortæller, at hun fik et studiekort i starten af efterårssemesteret. Hun bruger svømmehallen to gange om ugen for at motionere.

- Jeg er afsted mandag morgen og torsdag middag. I det her semester har jeg ikke nogen forelæsninger. Så jeg bruger ikke svømmehallen mellem forelæsninger, men før og efter, fortæller Ina Virkelyst.


Svømmehallen er også for børnefamilier og elektrikere

Svømmehallen er ikke kun åben for studerende, men også for offentligheden. Åbningstiderne passer til børnefamiliernes travle liv, og så tilbyder svømmehallen desuden laguneaften hver torsdag aften mellem 19-21. En enkelt tur har den nette pris af 18 kroner for et barn, 36 kroner for en voksen og 25 kroner for en pensionist.

Søren Nørum, 24 år, der er uddannet elektriker fortæller, at han gerne ville benytte svømmehallen, men han synes, at det er for dyrt at give 2.700 kroner for et årskort. Men at han godt kunne finde på at tage afsted enkelte gange for at svømme.


Billig styrketræning og nye venskaber

Udover svømmehallen kan man også som studerende melde sig ind i SDU Fitness for 89 kroner om måneden. Her får man fri træning alle dage fra 05-00 og fri holdtræning. Theresa Larsen, 24 år, der læser Comparative Public Policy and Welfare Studies meldte sig for et års tid siden ind i SDU Fitness. Hun gjorde det til at starte med alene kun for at gøre brug af holdundervisningen.

- Jeg meldte mig ind i SDU Fitness og ikke et andet fitnesscenter, fordi det kun koster 89 kroner. Og så det er meget nemmere for mig at træne på universitetet, når jeg alligevel er der, fortæller Theresa Larsen.

Hun fortæller, at hun på holdundervisningen har mødt en pige, der læser medicin. Det er der kommet et venskab ud af, og de to træner nu ofte sammen. Theresa er i SDU Fitness til HIIT-holdundervisning to til tre gange om ugen, gerne sammen med sin nye veninde.

 

Lang cykeltur til SDU Fitness

Det sociale samvær under træning er en af grundene til, at den 22-årige Medievidenskabsstuderende Nadja Rosing Larsen har valgt SDU Fitness fra og Fitness World til.

- Da jeg startede på mit studie overvejede jeg at melde mig ind i SDU Fitness, fordi jeg alligevel var på SDU hver dag. Men jeg tror, at jeg lod være, fordi det ligger så langt væk fra, hvor jeg bor. Desuden kendte jeg en, der var medlem af Fitness World. Så jeg meldte mig ind der, så vi kunne træne sammen, fortæller Nadja Rosing Larsen.

Nadja fortæller også, at en anden grund til at valget blev Fitness World, var hendes bopæl. Hun er bosat i midtbyen, og bor tæt på et Fitness World center. I hendes center tilbyder de et specielt medlemskab, hvor man kun træner i dét ene center, og så bliver det billigere. Nadja har også flere dage med selvstudie nu, end hun havde i starten, så derfor er det nemmere for hende at træne i et center, der ligger en kort gåtur væk, og ikke en længere cykel- eller bustur.

 

Læs mere her: ”Kan cyklen slå bussen” 

 

Det har desværre ikke været muligt at få præcise tal på, hvor mange der benytter sig af svømmehallen eller af SDU Fitness.

 

Lasses år med stress

Kage eller salat: Hvad køber de studerende i kantinen?

Hver fjerde studerende på videregående uddannelser falder fra: SDU mener, de kan løse problemet

Video: Hvor langt skal en universitetsstuderende gå?

»Det nytter ikke noget, at vi serverer suppe, steg og is til 20-årige«

Seks råd til, hvordan du kommer stressen i forkøbet

Denne historie er forventelig tilgængelig på medietorvet.dk frem til den 01/11/20.

Historien består af 4.293 tegn. Historien blev sidst gemt den 02/11/18 09:30.

Hvis du har spørgsmål eller kommentarer til historien, skal du kontakte: Thilde Hjelmkær Skytte

BLADBEDEN   //  Bladet   //  DØGNDRIFT   //  FUTURA   //  GESUNDHEIT   //  KulturO   //  Overblikket   //  Sportens Frivillige   //  Søgning  //  Administration

Alle rettigheder til indholdet tilhører den eller de studerende, der har produceret indholdet. Ved citat skal den eller de studerende, og ikke medietorvet.dk, krediteres. Ved fejl eller mangler i indhold, skal du rette henvendelse til den eller de studerende, der har produceret indholdet. Alternativt kan du kontakte journalistisk lektor Filip Wallberg eller Center for Journalistik.

medietorvet.dk er indhold produceret af de journaliststuderende ved Center for Journalistik på Syddansk Universitet. Du kan læse mere om uddannelserne på www.sdu.dk/journalistik. Syddansk Universitet stiller platformen medietorvet.dk til rådighed for de journaliststuderende, men Syddansk Universitet påtager sig ikke ansvaret for indholdet på medietorvet.dk. Ansvaret for indholdet ligger alene hos den eller de studerende som har produceret og offentliggjort indholdet.

Indhold slettes skjules to år efter oprindelig udgivelse og slettes fem år efter oprindelig udgivelse. Kategorier slettes et år efter oprindelig udgivelse.

medietorvet.dk sætter ingen cookies og gemmer ikke din ip-adresse, hvis du er almindelige besøgende. Hvis du er studerende og bidragsyder til medietorvet.dk, så sætter medietorvet.dk tre cookies (admin + author_id + twofactorid) når du logger ind, så systemet kan genkende dig som bruger. Dertil har medietorvet.dk registreret navn og e-mail adresse på alle bidragsydere. Af sikkerhedsmæssige årsager gemmer medietorvet.dk bidragsyderens ip-adresse, når bidragsyderen gemmer eller opretter en artikel. Det er muligt for bidragsyderne at anvende værktøjer fra tredjepart. Alle disse værktøjer skal dog aktiveres af den besøgende, før de hentes i browseren. Hvis du er tvivl om databeskyttelsen er du velkommen til at kontakte journalistisk lektor Filip Wallberg.