Odense: Odense Byråd har en vision om at være en røgfri by i 2030. Med tiltaget Røgfrit Odense er målet at realisere 2030-planen samt at forebygge rygning blandt børn og unge, så man i 2025 vil opnå den første røgfrie generation. Et af de seneste tiltag er Chefgruppen for Sundheds forslag om at være den første kommune i landet til at forbyde cigaretter på forskellige offentlige matrikler fra 1. november 2019 – herunder Munke Mose, Eventyrhaven, Odense Stadion og legepladser. Et tiltag der skal være med til at ændre normen omkring rygning hos børn og unge, og som hilses velkommen hos Kræftens Bekæmpelse.
- Det er et vigtigt tema, fordi børn og unge er særligt påvirkede af normer og regler. Hvis de færdes i miljøer, hvor der ikke ryges, er det normen. Hvis man indfører røgfri parker, sender man et godt signal til de kommende generationer, fortæller projektchef Niels Them Kjær til Fyens.dk.
Tidlig forebyggelse
Og særligt børn og unge er målgruppen, hvor Røgfrit Odense ønsker at gribe ind.
- Vi ved, at mange rygere er begyndt at ryge i ungdomsårene. Jo tidligere man begynder at ryge, jo større er risikoen for, at man bliver afhængig, og jo sværere er det at stoppe igen. Derfor er børn og unge i Odense en vigtig målgruppe for at indfri visionen, skriver de på deres hjemmeside.
Ifølge en opgørelse lavet af Sundhedsstyrelsen i 2017, er det 24% af de 16-19-årige der ryger dagligt eller lejlighedsvis. Hos de 20-24-årige er det hele 32% der ryger dagligt eller lejlighedsvis. Men det har Røgfrit Odense også et tiltag til. Målet er nemlig ikke kun at forebygge rygning, men også at tilbyde hjælp til de der allerede er afhængige af tobak. Det gør de blandt andet gennem partnerskaber med byens virksomheder, uddannelsesinstitutioner og foreninger. Derudover tilbyder de på deres hjemmeside rygestop til unge, i grupper, til gravide, på mobilen eller telefonisk rådgivning.
I Røgfrit Odense forstås rygning som brugen af cigaretter, e-cigaretter, snus, vandpibe, pibe, cigarer og cerutter. Forslaget om rygeforbud på offentlige matrikler blev tirsdag nedstemt i Sundhedsudvalget, men det er nu op til byrådet at beslutte, om tiltaget skal vedtages.