SAS aflyser 504 afgange onsdag som følge af pilotstrejken. Strejken kommer til at påvirke ca. 47.600 passagerer, oplyser SAS i en pressemeddelelse tirsdag middag.
- Jeg er dybt urolig over, at pilotstrejken ikke er blevet løst og at det bliver ved med at påvirke vores kunder, fortæller SAS’ topchef Rickard Gustafson i pressemeddelelsen.
Strejken har stået på siden fredag morgen, da SAS-piloterne i Danmark, Sverige og Norge ikke kunne blive enige med ledelsen om nye overenskomster.
Parterne har endnu ikke startet nye forhandlinger.
Uenighed om løn og arbejdstider
Striden handler om piloternes løn og arbejdstid. Piloterne ønsker bl.a. et større overblik over, hvornår de skal arbejde og en større løn.
Med onsdagens nye aflysninger, er der siden fredag blevet aflyst mere end 3300 flyrejser.
SAS oplyser, at rejsende med billet frem til 5. maj har mulighed for at omlægge deres billet eller få pengene tilbage. Desuden opfordrer selskabet kunderne til at tjekke SAS' hjemmeside.