Grøn koncert har i dag fået sat det sidste navn på plakaten. Det bliver Dizzy Mizz Lizzy, der skal rocke Dyrskuepladsen d. 26. juli.
Forsanger og tekstforfatter Tim Christensen har optrådt solo på Grøn koncert fem gange før, men i år er det første gang, hele bandet er samlet med bassist Martin Nielsen og trommeslager Søren Friis.
Bandet lover de fynske rockfans nye hits, såvel som gamle klassikere, når de stormer frem på scenen til sommer.
- På Grøn kommer vi til at spille alle de numre, vi ved, folk gerne vil høre, og måske afslører vi også et nyt nummer eller to. Publikum kan forvente, at det bliver fuld smadder fra vores side af
Dizzy Mizz Lizzy i en pressemeddelelse fra Grøn
På Grøn kan du også glæde dig til at opleve Anne, Sanne og Lis genforenet, Alphabeat gør comback og SAVEUS får taget sin Grøn-mødom.
Derudover vender Kato, Scarlet Pleasure, Carpark North og Kesi tilbage og fester med Odense.
Billetsalget er stadig åbent, hvis man ikke vil gå glip af dette års Grøn koncert i Odense.
Den grønne karavane spiller første gang på Amager d. 18. juli og herefter får Kolding, Aarhus, Aalborg, Esbjerg, Odense, Næstved og til sidst Valby besøg af Grøn Koncert.