Det verdensomspændende fjernbus-firma, FlixBus, har oplevet en stigning i efterspørgslen på rejser mellem Odense og København siden slutningen af marts.
Den enes død, den andens brød. Sådan lyder et gammelt ordsprog. Og det kan meget vel sættes på det forhold, som DSB og FlixBus har til hinanden.
Den 30. marts i år begyndte et omfattende sporarbejde på de sjællandske skinner. Og på samme tidspunkt kunne FlixBus se en stigning i efterspørgslen på strækningen mellem Odense og København.
Det kan altså derfor ikke afvises, at FlixBus nyder godt af, at de fungerer som et alternativ til de danske statsbaner.
I det hele taget er markedet i vækst, kan FlixBus fortælle i en mail til C Fyn.
I midten af april trådte det tyske busselskabs sommerkøreplan i kraft. Det betyder, at flere personer kan rejse billigt på tværs af landet.
Derudover oplyser FlixBus også til C Fyn, at der i løbet af påskeferien var indsat flere busser for at imødekomme den stigende efterspørgsel.
FlixBus blev grundlagt i 2013. Selskabet slår sig op på at transportere sine kunder billigt på tværs af hele Danmark. For eksempel kan man for 79 kroner rejse fra Odense til København.