De glemsomme typer vil med sikkerhed få et chok klokken 12 i dag, når de danske varslingssirener bliver brugt.
Når sirenerne lyder i dag klokken 12, er det ikke fordi, at Danmark bliver invaderet af ukendte fjender eller på grund af en kold krig, som er blevet varm.
Hvert år på den første onsdag i maj aktiveres de danske varslingssirener. Sirenerne, der til dagligt bliver drevet og velligeholdt af Beredskabsstyrelsen, afvikles for at sikre, at den danske befolkning ikke glemmer signalerne og samtidig deres betydning.
- Vi tester systemet for at minde folk om, hvad de skal gøre, hvis det en dag er alvor. Og så tester vi naturligvis også sirenerne for at sikre os, at de virker, som de skal, siger kommunikationschef i Beredskabsstyrelsen, Lars Aabjerg Pedersen, i en pressemeddelelse.
Første sirener
De første 44 sirener i Danmark blev opstillet i 1938 udelukkende i København. Efterfølgende blev der indtil krigens afslutning i 1945 opstillet 669 sirener. De første sirener i Danmark var mekaniske, men er sidenhen blevet udskiftet med moderne, elektoriniske sirener.
Sirenerne kan ikke høres af alle
Det er derimod ikke hele landets befolkning, som kan høre sirenerne, når de begynder deres hylen kl 12. Sirenerne er blevet installeret i byer og områder med mere end 1.000 indbyggere. Sirenerne dækker sådan, at 80% af befolkningnen kan høre faresignalerne.
Opdateres...