Hele 20 % kommer ikke til at høre prøvesirenerne i dag klokken 12.00. Det er der flere grunde til.
”Det kan være, fordi man bor et sted uden sirenedækning, vinden blæser i den anden retning, eller man er indenfor,” siger kommunikationschef ved Beredskabsstyrelsen, Lars Aabjerg Pedersen til Ritzau.
Der står sirener i alle byer med over 1000 indbyggere, men selv centrale lokationer i storbyerne kan være helt uforstyrret af sirenerne.
Således var der ved prøvesignalerne tilbage i 2017 stilhed på Odense Banegård, selvom de høje toner skulle have lydt ud over togskinnerne. Årsagen var en uheldig vindretning.
Når det ikke er første onsdag i maj, lyder sirenerne kun i tilfælde af ulykker eller katastrofer i fredstid. Sirenerne blev sidst brugt ved branden i Tinglev 29. april.
Hvis man vil være sikker på, at man får en varsling, kan man downloade appen Mobilvarsling fra App Store eller Google Play. Appen vil advare dig med en alarmlyd, hvis der er en større ulykke i dit område.


I områder, som er udenfor sirenernes dækning, kan politiet køre ud og varsle med mobile sirener.
Bliv klogere på sirenerne
- Når sirenerne lyder, skal man gå indenfor og søge information hos DR eller TV 2.
- Der er to sirenesignaler - én for fare og én, for at faren er forbi. Begge signaler varer 45 sekunder.
- Faresignalet kommer fire gange og illustreret sådan:
- Når faren er forbi lyder en ensartet tone:
- Første onsdag i maj lyder faresignalet 12.00 og igen 12.04. Signalet, for at faren er forbi, lyder 12.08.