I går modtog Fyns Politi en usædvanlig anmeldelse. Anmeldelsen gik på, at der den 23. april er blevet smidt 300-400 kilo rådyr-foder ud af de plastiktønder, det blev opbevaret i, i en skov ved Dømmestrup i Nr. Lyndelse. Plastiktønderne stod 130 meter fra Dømmestrupvej.
Naturvejleder Rikke Skriver Vesterlund arbejder til dagligt i Hindsgavl Dyrehave, der har rådyr, og hun er ikke i tvivl:
- Det er ren og skær hærværk. Det er møgirriterende! Fodertønderne er til for at tiltrække vildt til jagt, og det beskytter også foderet mod vind og vejr. Hvis det bliver hældt ud, kan det rådne, og det bliver dyrene syge af.
Rikke Skriver Vesterlund understreger, at det spildte foder kan tiltrække rotter, og det kan både dyr og mennesker blive syge af.
- Rotter kan bære sygdomme, der kan smitte både dyr og mennesker, så vi vil helst ikke have dem for tæt på os, uddyber hun.
Ifølge Rikke Skriver Vesterlund er risikoen for, at der kommer rotter i skoven umiddelbart den største fare for både dyr og mennesker.
- Når der er mange rotter, er det tegn på, at der er noget, der er urent. Rotterne tiltrækkes af urenheder, det er også derfor de bor i kloakerne. Og de er jo gode at have i kloakerne, men vi vil ikke have dem alt for tæt på os, forklarer hun.
Er der tale om ensilagefoder (se faktaboks), kan rådyrenes maver ikke klare meget foder af gangen. Rikke Vesterlund mener derfor, at der er risiko for, at dyrene foræder sig og bliver syge.
For meget ensilagefoder kan blandt andet føre til udspilelse af dyrets tarmsystem.
Faktaboks:
Ensilagefoder er afskåret græs, der gæres og bruges til vinterfoder. Foderet bruges til rådyr, men også almindelige husdyr som køer og heste.
Får et dyr for meget ensilagefoder, kan det resultere i udspilede tarmsystemer.
Er der derimod tale om tørfoder som for eksempel majs og korn, er faren ikke ligeså stor. Dog pointerer Rikke Skriver Vesterlund, at hvis kornet og majsene ikke er blandet, vil rådyrene kun spise majsene.
- Jeg plejer at sige, at korn er rugbrød og majs er wienerbrød. Så de vil selvfølgelig starte med at æde wienerbrødet, forklarer Rikke. Ligesom vi mennesker ikke har godt af for meget wienerbrød, har rådyrene heller ikke godt af for meget majs, afslutter hun
FOTO: Colourbox