I skovens dybe stille summen – en aften på Amarminoen

Tidligere på efteråret åbnede Naturpark Amager vandreruten “Amarminoen”. Små otte kilometer fra Københavns trange gader, åbner landskabet sig, og grønne skilte med dråbeformede piktogrammer viser vej. Naturriget er taget på aftentur langs et stykke af ruten - i håb om at finde naturens ro tæt på byens liv.

Af Asla Husgard
Udgivet 27/11/20 12:29

       
Kort over Amarmino-vandreruten (Kilde: Naturpark Amager)

Amarminoen:

💚💚💚💚🤍🤍

27 kilometer lang vandrerute mellem DR Byen og Dragør Fort.
Stierne er velafmærkede og af rimelig kvalitet, så det er muligt at tage cykel eller barnevogn med på ruten.
Der er kun toiletter og drikkevand få steder undervejs.
Læs mere her.

 

 

 

 

 

 

To andrikker ved Kanalvej på Amager. (Foto: Asla Husgard)

Skumring

Turen starter ved Naturcenter Amagers parkeringsplads - ikke langt fra Vestamager Metro Station. Solen står lavt på himlen, og ladcyklerne på grusstien har fart på. Måske er de på vej hjem til villakvartererne mellem Kongelunden og lufthavnen, eller måske til de moderne lejlighedskomplekser ved metroen. Et par andrikker slentrer i den modsatte retning.

Der hvor grusstien krydser Ugandavej, fører en stor rød port på højre hånd væk fra cykelstien og ud i det pandekageflade landskab. Her er vejen smal, og vandpytternes fodspor tydelige mellem stenene. Men i dag er her tørt. En åben eng strækker sig på begge sider, og til højre hæver de føromtalte lejlighedskomplekser sig op, og danner en vaskeægte skyline. I forgrunden ligger en skov.

Pinseskoven

15 personers shelter med bålplads i Pinseskoven. (Foto: Asla Husgard)

Ved skovbrynet er solen gået ned, og træernes hvide bark lyser op i måneskinnet. Pinseskoven er Danmarks største selvsåede birkeskov, og træerne stammer fra frø, der er blæst hertil fra Sverige for 70 år siden. Et stykke inde i skoven ligger et stort tredelt shelter med borde, bænke og en bålplads foran. Shelteret kan benyttes af alle, bare man reserverer det i forvejen. På denne onsdag eftermiddag i november, er her ingen gæster.

Ud over enkelte motionscyklister, der suser forbi med blændende forlygter, virker skoven mennesketom. Men her er ikke stille. Alt er indhyllet i et tæppe af summen. Lyden kommer fra Amagermotorvejen og dens titusindvis af brølende biler, krydret med hvin fra de få fly, der stadig pendler ind og ud af Kastrup Lufthavn. Det kan være svært at opretholde illusionen om at være langt ude i naturen.

Pinseskoven ligger cirka midt på Amarminoen, og det er først nu, at vi rammer den officielle rute, som vi følger vestpå. Ved en lysning bestiger vejen en lav bakke, mens den slår et sving. En flok dådyr, der forstyrres af vores tilstedeværelse, springer over det åbne stykke græs, og forsvinder ind i træernes beskyttende skygger. Før vi ved af det, er skoven afløst af et fladt sandoverdrev.

Udsigt fra Villahøj mod Tårnby. (Foto: Asla Husgard)

Under broen

Når skyerne tillader det, titter månen frem og spejler sig i de mange små søer, der kendetegner området omkring Villahøj. Til højre har Tårnbys skyline trukket sig længere væk og glimtrer som diamanter i det fjerne. Igen bliver det tydeligt, at vi ikke er langt fra civilisationen. De lavthængende skyer reflekterer byens lys, og kun få stjerner er synlige på den mørkeblå himmel. Hvis man vil dyrke astronomi, skal man nok længere ud på landet.

Efter en halv times vandring igennem mørket når vi til Birkedam Sø og kilden til den evindige summen. Dette er Amagers vestligste ende, og herfra er Amarminoen en bred asfalteret vej, der følger vandkanten nordpå. At stå under motorvejsbroen er en sær oplevelse - især i mørket. Betonen og vandet forvrænger trafikstøjen, som blandes med lyden af den stærke havvind, og bilernes lys danser i åbningen mellem de to vejbaner. Selvom det ikke er det mest naturrige sted, er det en fin afslutning på den lille aftenvandring.

Kalvebod Bro forbinder Sjælland og Amager. (Foto: Asla Husgard)

Alt i alt

Amarminoen er, ligesom dens navn, lidt for hip og bynær. Den er smuk, og i modsætning til parkerne inde i byen, er der så god plads, at du kan få rigelig afstand til andre mennesker. Til gengæld er det svært at glemme byens jag, når den bogstaveligtalt kan høres i baggrunden.

Hvis du blot har brug for at få byen lidt på afstand, uden at skulle rejse alt for langt, er det klart turen værd. Derudover er det let at komme frem og tilbage med offentlig transport, hvis du bor i København. Savner du i stedet at komme helt væk, finde stilhed og måske se på stjerner, så må du rejse længere væk fra hovedstaden. Her kan Camønoen på Møn (som også er inspireret af Caminoen i Spanien, hvis man skulle være i tvivl) være et bedre bud.

Det dråbeformede piktogram viser vej.
(Foto: Asla Husgard)

Naturriget giver Amarminoen fire ud af seks hjerter.

Naturpark Amager:
Den 3.500 hektar store naturpark rummer alt fra badestrande til golfbaner, fugletårne og naturlegepladser. Desuden er der flere handicapvenlige ruter og faciliteter.
Der er fri teltning i parkens skove, men ønsker man at benytte sig af de mange shelters, skal de bookes her.

Fra asfalt til asketræer – naturen rykker ind i byerne

Danmarks vejr: Top/Bund 3

Vilde dyr er dine nye naboer

Fra frisk luft til frirum: Parkernes historie

Kok og forfatter Nicolai Tram: Bålmad ligger i vores DNA

Naturelskerens yndlings-apps

Denne historie er forventelig tilgængelig på medietorvet.dk frem til den 27/11/22.

Historien består af 5.076 tegn. Historien blev sidst gemt den 27/11/20 12:29.

Hvis du har spørgsmål eller kommentarer til historien, skal du kontakte: Asla Husgard

Bladet   //  DØGNDRIFT   //  Overblikket   //  Søgning  //  Administration

Alle rettigheder til indholdet tilhører den eller de studerende, der har produceret indholdet. Ved citat skal den eller de studerende, og ikke medietorvet.dk, krediteres. Ved fejl eller mangler i indhold, skal du rette henvendelse til den eller de studerende, der har produceret indholdet. Alternativt kan du kontakte journalistisk lektor Filip Wallberg eller Center for Journalistik.

medietorvet.dk er indhold produceret af de journaliststuderende ved Center for Journalistik på Syddansk Universitet. Du kan læse mere om uddannelserne på www.sdu.dk/journalistik. Syddansk Universitet stiller platformen medietorvet.dk til rådighed for de journaliststuderende, men Syddansk Universitet påtager sig ikke ansvaret for indholdet på medietorvet.dk. Ansvaret for indholdet ligger alene hos den eller de studerende som har produceret og offentliggjort indholdet.

Indhold slettes skjules to år efter oprindelig udgivelse og slettes fem år efter oprindelig udgivelse. Kategorier slettes et år efter oprindelig udgivelse.

medietorvet.dk sætter ingen cookies og gemmer ikke din ip-adresse, hvis du er almindelige besøgende. Hvis du er studerende og bidragsyder til medietorvet.dk, så sætter medietorvet.dk tre cookies (admin + author_id + twofactorid) når du logger ind, så systemet kan genkende dig som bruger. Dertil har medietorvet.dk registreret navn og e-mail adresse på alle bidragsydere. Af sikkerhedsmæssige årsager gemmer medietorvet.dk bidragsyderens ip-adresse, når bidragsyderen gemmer eller opretter en artikel. Det er muligt for bidragsyderne at anvende værktøjer fra tredjepart. Alle disse værktøjer skal dog aktiveres af den besøgende, før de hentes i browseren. Hvis du er tvivl om databeskyttelsen er du velkommen til at kontakte journalistisk lektor Filip Wallberg.