For omtrent tre år siden havde Nicolai Tram og hans kone, Eva, fået nok af deres travle storbyliv på Amager. Parret var trætte af det evige, hektiske hamsterhjul med realkreditlån og mangel på overskud til at være en familie.
”Vi var ved at brække os over vores liv. Man gik hele dagen og ventede på at glo ind i en eller anden skærm. Det var jo ikke derfor, vi blev en familie”, forklarer Nicolai Tram.
Derfor tog de en spontan beslutning. Nu bor familien på fire i et gammelt savværk fra 1874 med en brølende flod i baghaven og omgivet af svensk, uberørt skov.
Her arbejder Nicolai Tram freelance sammen med sin kone, der er fotograf. Sammen har de skabt kogebøger, opskrifter og er ved at åbne en restaurant i deres eget hus. På den måde formår fritid og interesser at blive en levevej for familien.

Familiens hus i Sverige
Nærvær på højblus
I naturen har Nicolai Tram fundet roen med sin familie. Tiden bliver ikke længere tilbragt foran fjernsynets kolde skær, men foran og omkring bålets varme flammer.
Nicolai Tram er ikke i tvivl om, at der er for få flammer i de fleste menneskers liv. I flammerne sker der nemlig noget fantastisk – en helt særlig form for ro og nærvær opstår.
”Grundlæggende ligger bålmad i vores DNA. Det har indtil for nyligt altid været sådan, vi har tilberedt mad, skabt tryghed, samtaler, religion og sagn”, fortæller Nicolai Tram.
Nicolai Tram er uddannet kok, og han elsker at lave mad og eksperimentere. Derfor er denne form for tilberedning helt ideel.
”Jeg har en enorm glæde ved den levende ild. Jeg har også en enorm glæde ved at lave mad. Det er derfor, at det er helt fantastisk for mig at kombinere de to ting”, fortæller Nicolai Tram.

Trams tip: Brænd grøntsagerne på bålet
Nicolai Tram og familien laver mad udendørs flere gange om ugen. Her består måltiderne primært af småretter, der komplimenterer hinanden.
Det tog ham heller ikke lang tid at give et bud på, hvordan nybegynderen let og hurtigt kan tilberede grøntsager over bål.
”Hvis det kan skrælles, så lad være!”, griner han.
”Porrer, gulerødder, rødbeder – smid det direkte ind i flammerne. Når grøntsagerne er brændt på ydersiden, så er de møre i midten. Så skræller du bare ydersiden af til sidst, og så har du de dejligste grøntsager”, forklarer Nicolai Tram.
Det betyder også, at du eksempelvis ikke skal fjerne de yderste blade fra din porrer, inden du smider den ind i ilden. Dem fjerner du blot efterfølgende. Grøntsagerne kan du eksempelvis spise som en mad.
”Skær grøntsagerne i stykker, når du har fjernet dem fra bålet. Tilføj lidt olivenolie, salt og eventuelt lidt gedeost. Spis det på ristet brød – det smager fantastisk!”.
Voilà, så er der serveret.


Du kan tilgå Nicolai Trams Instagramprofil her.