Hvor nødvendigt er det for jer at bruge byens parker?

- Ekstremt nødvendigt, udbryder Christina Jacobsen og Sophia Estrades Bing i kor.

De to veninder er ude at gå tur sammen i Søndermarken i København. De sludrer, mens de nyder en kop kaffe.

Begge benytter byens grønne områder hver dag. Aktiviteterne udfolder sig primært i form af gå- og løbeture.

Et stærkt behov for grønne områder tæt på bopælen kan de fleste københavnere formentlig nikke genkendende til.

Lars Brunse og Berit Winsnes melder sig ligeledes enige i de to kvinders udmelding.

- Det er meget nødvendigt med grønne områder i byen, erklærer de.

Søndermarken er i dag destination for eftermiddagens hundeluftning, men bruger også parken som et socialt mødested.

- Jeg går gerne en tur med venner herinde, fortæller Berit Winsnes.

I øjeblikket er sæsonen ikke til det, men når temperaturen tillader det, tager Lars Brunse avisen med i parken.

- Det giver mig ro, forklarer han.

 

Københavnerne havde brug for frisk luft

At vi i dag kan sidde i byens parker og læse avisen, kan vi takke de såkaldte miasmatikere for. I 1800-tallet havde videnskaben endnu ikke opdaget bakterier, og den miasmatiske teori var den nyeste tankegang inden for moderne hygiejne dengang. Teorien sagde, at sygdomme som kolera og malaria spredtes via dårlig lugt.

Derfor mente tilhængere af teorien, at det var nødvendigt at skaffe frisk luft ind i den ildelugtende hovedstad

Indbyggertallet begyndte for alvor at vokse i anden halvdel af 1800-tallet, og tolerancen for dårlige hygiejniske forhold blev mindre og mindre.

Byens borgere klagede over stanken. Der skulle gøres noget ved problemet.

Og det er her, miasmatikerne kommer ind i billedet.

To af de ledende skikkelser, som stod for byplanlægningen i løbet af denne periode, lægen Emil Hornemann, og arkitekten Ferdinand Meldahl, fandt stor inspiration i den miasmatiske teori.

- Efter et koleraudbrud i 1853 stod det klart, at man ikke kunne tale byplanlægning uden også at inddrage den moderne hygiejne, skriver lektor i historie i Jes Fabricius Møller i tidsskriftet Historiske Meddelelser om København.

- Efter 1850 var det ikke så meget parkernes sociale funktion, der var i forgrunden i København, som det var det hygiejniske, skriver Jes Fabricius Møller.

Denne funktion blev kendt som metaforen "byens lunger".

For Hornemann var det dog oprindeligt ikke parkerne, som skulle fungere som byens lunger, men derimod gaderne. Inspirationskilderne hertil var de store nyanlagte boulevarder i blandt andet Wien og Paris, mens inspirationen til parkanlæggene stammede fra London, hvor briterne havde opført såkaldte "squares".

Løsningen i København blev derfor en dels park-, dels boulevardløsning.

Meldahl var, som medlem af borgerrepræsentationen, med til at sikre at Ørstedparken i 1872 blev indviet på det gamle voldterræn, og blot få år efter, i 1874, stod Botanisk Have klar til brug.

Vestre Boulevard (i dag H. C. Andersens Boulevard) blev anlagt for at sikre luftgennemstrømning i byen.

På den måde havde den miasmatiske teori stor indflydelse på den store københavnske byplanlægning i anden halvdel af det 19. århundrede. Man var af den opfattelse, at frisk luft var den væsentligste betingelse for københavnernes sundhed.

- Man kunne gå så vidt som til at konkludere, at de, der i dag nyder godt af parkerne og boulevarderne, kan takke en "forkert" teori for, at de er blevet til, skriver Jes Fabricius Møller i sin videnskabelige artikel.

 

Naturen som et frirum

Den miasmatiske teori forvandt hurtigt i takt med Robert Kochs opdagelse af tuberkelbacillen i 1882.

Ikke desto mindre fastholdt befolkningen en opfattelse af, at parkerne og de brede boulevarder bragte byen lys og luft.

Metaforen om byens lunger forblev derfor aktuel også i senere byplanlægningsprojekter.

Omkring år 1900 lod motivet dog i højere grad til at være præget af ønsket om friluftsliv frem for frisk luft.

Den opfattelse synes i dag i 2020 stadig at være aktuelt for københavneren Sophia Estrades Bing, og hun går endda skridtet videre og trækker ordet luft ud af ligningen.

- Efter en hektisk dag, fungerer parken som et frirum for mig, forklarer hun, inden hun og Christina Jacobsen spadserer videre.