Eleverne på Vestfyns Gymnasium er forberedte til kommunalvalget

Det kan være forvirrende at være førstegangsvælger. Men de unge elever på Vestfyns Gymnasium har forberedt sig på, hvor de skal sætte krydset i dag.

Af Jakob Korshøj, Maria Louise Kræmer, Nicolas Doria Adet Hansen, 20/11/17 16:05

       

Speeddating med politikere. Kandidattests. Hjælp fra mor og far. De unge elever på Vestfyns Gymnasium i Glamsbjerg, som i dag skal stemme for første gang, har taget adskillige midler i brug for at blive klogere på kommunalvalget. Vi mødte en række af dem for at høre, hvordan de har forberedt sig.

Ida (19 år) og Maria (19 år)

”Jeg har taget en par kandidattests på nettet, hvor jeg matchede bedst med Socialdemokratiet. Der har også været nogle lokalpolitikere på skolen og fortælle om, hvad de går ind for, så det har givet mig en bedre idé om, hvad jeg skal stemme,” fortæller Ida. 

”Jeg har snakket lidt om det med mine forældre, men vi er ikke helt enige,” forklarer hun og tilføjer:

”Det er spændende at skulle stemme for første gang. Heldigvis skal min mor med, så hun kan vise mig, hvordan det foregår.”

”Det er meget forvirrende at finde ud af, hvad de forskellige partier mener,” tilføjer Maria.

”Jeg synes dog, at kommunalvalget er meget vigtigt, da det har en effekt på os. Især med skolepolitikken lige nu.”

Sofie (19 år), Tone (18 år) og Kristine (19 år)

”Jeg har taget en række tests på nettet,” fortæller Sofie. Veninden Kristine tilføjer:

”Ja, og så har vi været til noget speeddating med lokalpolitikere i Ungdomshuset. Det var meget godt. Jeg fandt i hvert fald ud af, hvem jeg ikke skal stemme på. Men jeg synes ikke, der var nogen, hvor jeg blev grebet.”

”Vi har også haft et prøvevalg på skolen. Det var meget spændende, og hele skolen var med,” siger Sofie.

”Det er spændende med kommunalvalg, da man har mulighed for at få noget indflydelse på det, der sker tæt på en selv,” pointerer Tone.

”Vi er jo udkantsdanmark, og mange af de unge, der stiller op, taler vores sag. De snakker om bustraffik og ungdomsboliger. Det er fedt, at der er nogle, der er nogenlunde på vores alder,” afslutter hun.

Frederik (18 år)

”Min storebror er politisk aktiv, så det er mest ham, jeg snakker politik med, ikke mine forældre. Når han kommer forbi og måske har set noget spændende i fjernsynet, så snakker vi om det,”  fortæller Frederik.

”Jeg kender en, der stiller op, og jeg er selv meget enig i den kandidats pointer, så derfor ved jeg godt, hvem jeg skal stemme på,” siger den unge førstegangsvælger.

”Kommunalpolitik er vigtigt, fordi det handler om mig. Det her handler om, hvor jeg er, og derfor er det mere relevant i forhold til for eksempel folketingsvalget,” afslutter han.

Foto: Nicolas Hansen

Efter valget i Assens: Hvordan bliver samarbejdet mellem de blå og de røde?

Førstegangsvælger: Kommunalvalget vakte min interesse for politik

Kvindelige kandidater fylder godt i Assens nye byråd

Genvalgt Assens-borgmester garanterer: Ikke flere skolelukninger

Valgresultat skaber glæde hos borgere i Assens

Charlotte Vincentz Petersen mener stadig, at skolelukninger var nødvendige


Assens   //  Faaborg - Midtfyn   //  Langeland   //  Middelfart   //  Nyborg   //  Odense   //  Overblikket   //  Svendborg   //  Søgning  //  Administration

Alle rettigheder til indholdet tilhører den eller de studerende, der har produceret indholdet. Ved citat skal den eller de studerende, og ikke medietorvet.dk, krediteres.

Ved fejl eller mangler i indhold, skal du rette henvendelse til den eller de studerende, der har produceret indholdet. Alternativt kan du kontakte journalistisk lektor Filip Wallberg.

medietorvet.dk er indhold produceret af de journaliststuderende ved Center for Journalistik på Syddansk Universitet. Du kan læse mere om uddannelserne på www.sdu.dk/journalistik.

Indhold slettes automatisk to år efter oprindelig udgivelse. Kategorier slettes et år efter oprindelig udgivelse.

medietorvet.dk anvender Google Analytics til statistik. Hvis du installerer et plugin i din browser, bliver du undtaget fra dataindsamling.