Spidskandidat: Send kriminelle muslimske indvandrere i fængsel i Ungarn og Polen

Nye Borgerliges spidskandidat i Faaborg-Midtfyn Kommune, Gert Poul Christensen, vil udvise danske statsborgere med indvandrerbaggrund, hvis de bliver dømt for kriminalitet. Hvis de ikke har mulighed at blive sendt hjem, foreslår Gert Poul Christensen at betale østeuropæiske lande for at fængsle dem.

Af Celine Klint, 20/11/17 18:11

       

Gert Poul Christensen fra Nye Borgerlige vil bruge Winston Churchills fightervilje, Bill Clintons kommunikationsevner og Donald Trumps bramfrihed til at føre sine politiske mærkesager igennem i kommunen. Blandt andet vil han udvise danske statsborgere med indvandrerbaggrund, hvis de bliver dømt for kriminalitet.

Gert Poul Christensen, hvem er dit politiske forbillede?

“Det må være er en kloning af Churchill, Bill Clinton, og Trump. Churchill beundrer jeg for hans kampgejst og fightervilje – og det har jeg også haft behov for her under valgkampen. Clinton beundrer jeg for hans kommunikations- og samarbejdsevner, og Trump beundrer jeg for hans gåpåmod og bramfrihed. Han siger ting, der er politisk ukorrekte, som at bygge en mur ved grænsen til Mexico, og det ser jeg som et friskt pust. Vi er alt for blødsødne i Danmark."

Hvordan er vi for blødsødne?

“Vi er i det hele taget for blødsødne i vores domsfældelser af voldsmænd. Man får næsten indtryk af, at man tager voldsmændenes parti. Vi skal have flere udvisninger af anden- og tredjegenerationsindvandrere, hvis de bliver dømt for noget ulovligt.”

"Hvis jeg får nogle gæster her i mit hjem, og de stjæler fra mig, så smider jeg dem ud med det samme. Sådan skal det være."

Anden- og tredjegenerationsindvandrere er født og vokset op i Danmark. Hvorfor skal de udvises til det land, deres forældre eller bedsteforældre kommer fra?

“Det må man tænke på før, man går ud og laver en forbrydelse. Hvis jeg får nogle gæster her i mit hjem, og de stjæler fra mig, så smider jeg dem ud med det samme. Sådan skal det være.”

Hvordan kan det være rimeligt, når deres hjem er her i Danmark, og de måske ikke har været i det land de udvises til?

”Det kan jeg ikke se noget problem i, og de (red. indvandrere) er alligevel tosprogede alle sammen. De kan sagtens klare sig.”

Hvad hvis de på grund af krig eller uroligheder ikke kan sendes tilbage til deres forældres hjemland?

“Som sagt, det skal man tænke på, før man begår ulovlighederne. Og de kan for eksempel tage hjem og hjælpe med at bygge landet op. Alternativt kan vi sende de muslimske indvandrere til Østeuropæiske fængsler. Ungarn og Polen vil gerne tage imod kriminelle - mod betaling selvfølgelig.”

Hvorfor skal vi sende kriminelle til Østeuropæiske fængsler?

”Ifølge Kriminalforsorgen koster det det danske samfund 2 millioner kr. om dagen at have kriminelle indvandrere og udlændinge siddende i fængslerne, tænk sig hvor meget ældrepleje, du kan få for det. Mange af fængslerne har bedre forhold end de fleste plejehjem. Og udlændingene griner hele vejen hen til fængslet.”

Hvad så efter, de har afsonet dommen?

“De skal aldrig ind i Danmark igen.”

"Jeg har selv en muslimsk svigersøn, som er godt integreret."

Hvorfor skal kriminelle etniske danskere ikke smides ud, når anden- og tredjegenerationsindvandrere skal?

”Hvem er det, der render rundt og skyder i gaderne nu? Det er indvandrerbanderne. Hvis man ikke kan opføre sig ordentligt og integrere sig i det danske samfund, så er det ud.”

Der er også etniske danskere og rockere, der skyder?

“Rockerne, det er lang tid siden, og de solgte mest stoffer, de har aldrig gået til yderligheder som de der bander. Men der er heldigvis mange indvandrere, som gerne vil integreres. Jeg har selv en muslimsk svigersøn, som er godt integreret. Min pointe er, at Islam ikke skal have nogen indflydelse i Danmark og her i Faaborg-Midtfyn Kommune. I Danmark er religion en privat sag.

Læs også: Borgerlisten: Islamisering er ikke et problem her

Men kristendommen er i høj grad et offentligt anliggende i Danmark. Fx betaler vi kirkeskat, og de fleste rådhustårne ligner og lyder som kirketårne?

“Ja, men det er traditioner, det er dansk kultur – det skal vi have meget mere af. Du kan fravælge at betale kirkeskat, mens jeg er tvunget til at se på de kvinder, der har tørklæde på.”

Man kan heller ikke fravælge at se på kirketårnene?

“Nej, for vi er kristent samfund med traditioner. Det skal vi have meget mere af”.

Før sagde du, at religion er en privat sag i Danmark?

”Når man kommer til vores land, må man tilpasse sig den danske kultur, ellers kan man ikke være her.”

Gert Poul Christensen skiftede i maj 2017 parti fra Dansk Folkeparti til Nye Borgerlige, da han mener, at DF ikke fører den integrationspolitik, som de lovede deres vælgere. Han er spidskandidat for Nye Borgerlige i Faaborg-Midtfyn Kommune.

Foto: Gert Poul Christensen

Hans Stavnsager: Det ’’ultimative’’ er opnået

Slagterigrunden: Erhvervslivet håber på hurtig afklaring efter valget

🔊 Vælgernes reaktioner på valget i Faaborg-Midtfyn

Emma Have (LA): Vi var for uerfarne

Skævvridning i balancen af mandelige og kvindelige kandidater til kommunalvalget i Faaborg-Midtfyn

Thygesen giver teten videre


Assens   //  Faaborg - Midtfyn   //  Langeland   //  Middelfart   //  Nyborg   //  Odense   //  Overblikket   //  Svendborg   //  Søgning  //  Administration

Alle rettigheder til indholdet tilhører den eller de studerende, der har produceret indholdet. Ved citat skal den eller de studerende, og ikke medietorvet.dk, krediteres.

Ved fejl eller mangler i indhold, skal du rette henvendelse til den eller de studerende, der har produceret indholdet. Alternativt kan du kontakte journalistisk lektor Filip Wallberg.

medietorvet.dk er indhold produceret af de journaliststuderende ved Center for Journalistik på Syddansk Universitet. Du kan læse mere om uddannelserne på www.sdu.dk/journalistik.

Indhold slettes automatisk to år efter oprindelig udgivelse. Kategorier slettes et år efter oprindelig udgivelse.

medietorvet.dk anvender Google Analytics til statistik. Hvis du installerer et plugin i din browser, bliver du undtaget fra dataindsamling.